Knoldeflod er et samfund som først for alvor kom opstod i det nittende århundrede. Helt op til den tid lå det meste af Knoldeflod som hede og mosejord og dermed total uopdyrket, og det er først i tiden efter 1. verdenskrig der rigtig kom gang i opdyrkningen.
Ved folketælling i 1845 var der kun 2 mindre gårde, ejet af hhv. Niels Hansen og Jens Pedersen, der kom så ganske langsomt flere til og i 1870 var der 6 mindre gårde/husmandssteder og i 1901 var tallet steget til 7. Harald og Emma kom så til i 1947 og på det tidspunkt var der vel ca. 25 gårde fordelt i området.
Det var en meget langsommelig og slidsom proces at få hedejorden omdannet til god agerjord. I første omgang drejede det sig om, at få brændt lyngen af så man kunne komme til at få brudt hedejorden op og komme ned under det jernhårde al-lag som lå i divergerende dybder – andet steds i denne historie er der vist forskellige redskaber til dette formål, hvis man sløsede med dette arbejde fik man ganske enkelt ingen udbytte, hvis rødderne af diverse afgrøder og træplantninger ikke kom under dette lag døde de - enten af tørst eller druknede, hvis det regnede for meget i en sæson
Der blev etableret en del mergelværker rundt omkring, hvor det klæge materiale var til at få gravet op og bragt i anvendelse. Mergelen var en jordart som blev dannet under isskruninger som opstod dengang istiden havde dannet en masse lommer rundt omkring, hvor moræneler var blevet blandet med kalk, og denne blanding blev anset for at være den bedste mulighed for at forbedre den magre hedejord.
Bl.a. var der i Knoldeflod ved gdr. Chr. Hoffmann Madsen`s gård en mergelgrav som var temmelig dyb, men der har nok ikke været de store mængder fordelt, idet der kun var tale om et enkelt hul som var gravet ned i ukendt dybde, rundt om dette hul var der prøvegravet, men der har åbenbart kun været mergel i en tilfredsstillende kvalitet det ene sted.
Tidligere i denne historie er der vist et mergelhul og det hårde arbejde der lå i at få brudt mergelen og få det op.
Det viste sig så senere, at der egentlig ikke kom helt så meget ud af arbejdet som man havde regnet med, idet virkningen ikke var så stor som forventet og det der var fortog sig ret hurtigt, men det var en god indtægtskilde for driftige vognmænd og deres medarbejdere. Udkørslen foregik ofte på den måde, at mergelet blev leveret i stakke på køberens grund, hvorefter det ved hjælp af egen hestevogn blev fordelt på markerne ved brug af håndkraft.
Man kørte det ud i stakke rundt om på marken og med håndkraft fordelt.
Den største virkning på jordens bonitet kom af gødningen fra husdyr, som blev samlet i møddinger, og om foråret kørt ud på marken, aflæsset i stakke og siden spredt med håndkraft for senere at blive pløjet ned af hestetrukne plove, normalt 2 heste foran en etfuret plov, senere kom 2-furede plove og så satte man et 3-spand foran, det var fremskridt – på de store gårde kunne man sommetider se op til 8-10 af den slags pløjespand.
Det værste ved den form for møddinger var, at i regnfulde forår var alt simpelthen et rent morrads omkring gårdene, det var jo før der kom cementerede møddingpladser og derfor var det jo det våde mudder man havde at forholde sig til, og derfor måtte man simpelthen tage grebfuld for grebfuld og bære op på vognene og derefter slæbe dem ud på marken og læsse af.
Et stort problem ved de nyopdyrkede marker var den store mængde af sten der lå pænt fordelt som rester fra istiden, det var et hårdt arbejde først at samle dem sammen i stakke på marken og derefter smide dem på hestevognen og køre dem sammen i stakke, det vil sige – de af stenene man kunne løfte – for det var ikke ualmindeligt at støde på sten som var helt op til en m3 i rumfang, så skulle der bindes reb omkring og spænde heste foran og så slæbe stenene ud i kanten af marken. Disse sten fik så almindeligvis lov til at blive liggende, for man havde jo ikke løftegrej på transportvognene før senere i historien, det var en meget stor belastning for det pløjegrej man startede med, plovsskærene kunne ikke holde til de voldsomme sammenstød med de store sten, men sprang simpelthen, senere lærte man at hærde jernet og derved opnå en større hooldbarhed.
Stenene var dog var dog også en mindre indtægtskilde idet vognmænd kørte rundt og købte stenene, som så blev brugt til vejbelægninger og til støbearbejder ved sokler og andre større flader - bl.a blev der støbt pladser mange steder til husdyrsgødning, så man var fri for det morads der kunne være i fugtige forår.
En af første bebyggelse er Hans Berendsens gård som formodentlig var bygget midt i det 18. århundrede, denne er dog nu nedrevet og der er bygget nyt beboelseshus i stedet, mange af de øvrige er startet som officielle statshusmandsbrug i 1930`og 40èrne.
Loven vedr. statshusmandsbrug blev ændret i 1919 og blev anvendt i ca 40 år, hvor andre ejendomsformer blev taget i anvendelse, men det var en støtte med de billige lån og der blev bygget rigtig mange små husmandssteder i de år.
Ved folketælling i 1890 var noteret i et huus (det må være en gård) bosat Mads Lauridsen 35 år født i Grimstrup sogn – hans kone Sidsel Marie Jessen 38 år født i Hejnsvig med 5 børn og Mads`s fader på 68 Laurids Christensen og hans kone Madssine Madsen på 65 – derudover en Ane Thomsen på 73 også født i Hejnsvig.
Næste huus (gård) var ejet af Lars Larsen 43 år – hans kone Ane Olesen på 37 + 5 børn.
Så var der Thomas Christensen på 44 med kone Ane Kjerstine Marie Jensen 39 år de havde 2 børn og konens mor på aftægt Ingeborg Nielsen på 73.
Et aftægthus beboedes af Mads Jensen på 67 og Maren Hansen også på 67.
Så fulgte en gård ejet af Vilhelm Iversen på 42 og Christiane Hansen 32 og 7 børn.
Dette var et godt repræsentativt udsnit af de beboere som fandtes i 1890.
Harald Emil Jensen født den 18. aug 1916 på Fåborg Mark – boede 1921 i Tranberg ved Årre – han kom ud at tjene allerede
som 10 årig. Han blev gift den 18. aug 1939i Grimstrup Kirke med Emma Mortensen født 18. sep 1919 i Endrup - datter af
Johannes Frederik Mortensen og Kristine Christensen.
Efter brylluppet bosatte de sig på et lille husmandssted i Rousthøje, hvor de fik drengene Tage født den 21. jan 1940 og
Johannes 4. jul. 1942. I vinteren 1946/47 nedbrændet bygningerne totalt De foretog herefter mageskifte med gårdejer Laurids Søgård i Rousthøje, hvorefter de overtog 34 tdr. hedejord i Knoldeflod ved Varde. Medens de fik bygget et såkaldt stats-husmandsbrug boede de hos Morten Pedersen der var tækkemand og hvor de havde boet næsten nabo til.
Den 22. marts 1947 kom så den sidste dreng Ove til verden og i sommeren 1947 flyttede de ind i det nye hjem.
Emma havde det utrolige held, at hun vandt en kassevogn i et lotteri, så det var en stor hjælp til økonomien. Den holdt i rigtig mange år, og selv om der senere kom en gummivogn til, så blev den brugt som supplement.
Her stod de næste mange år på hårdt slid, jorden blev opdyrket ved hjælp af heste og manuelt arbejde. Først omkring 1960 blev det til en lille grå Ferguson, der som det var populært på det tidspunkt var malet rød, det var Massey-Ferguson`s nye farve og det var lidt bedre når traktorerne var omlakeret i denne farve. Midt i 60-erne blev stalden udvidet så der var plads til ca 12-14 køer – lidt ungkreaturer – 2 boxe til faresøer og 4 boxe til fedesvin. Endvidere havde Henry Mortensen stået for bygning tidligere af et pænt opmuret hønsehus. Midt i firserne gik de på pension solgte gården og flyttede til Højvangsallè i Varde, hvor de havde en pæn og velholdt hus/have.
Harald døde 24. juni 2007, Emma flyttede på plejehjem i 2011.
