Christian 3. hyldes
I marts 1535 hyldedes Christian 3. på Viborg Landsting, og samtidig sendtes nogle fænniker knægte mod Malmø. Med resten af hæren gik Johan von Rantzau i al stilhed fra Als over til Fyn, hvis ringe besætning måtte indeslutte sig i Assens, og da greven af Hoya forsøgte at overrumple de kongelige tropper, led han et stort nederlag i slaget ved Øksnebjerg den 11. jun 1535. Han selv faldt i kampen, og næsten halvdelen af hans hær blev taget til fange, blandt dem Gustav Trolle, fordum ærkebiskob i Upsala. En forenet dansk-svensk-preussisk flåde (Christian 3. havde nemlig fået hjælp af sin svoger hertug Albrecht af Preussen - under anførsel af Peder Skram havde jaget den lybske hovedflåde ind til København og ødelagde nu efter Øxnebjerg-slaget en anden flådeafdeling i Svendborgsund, et tab, Lybeckerne ikke kunne forvinde.
Efter at Fyn var undertvunget og hårdt straffet, gik Christian 3. med hæren over til Sjælland og begyndte at belejre København i juli 1535. Byen indesluttedes til lands fra Sundet til Kalveboderne og blokeredes til søs af de forenede flåder, men da Amager ikke var besat af de kongelige tropper, måtte belejringen blive langvarig.
Magtskifte i Lübeck:
I Lübeck var det krigslystne folkeparti blevet svækket ved de mange nederlag, det gamle patriciske råd fik atter magten, og Jørgen Wulleweyer måtte nedlægge sit embede. Foreløbig fortsattes dog krigen, men med stor lunkenhed, og i vinterens løb åbnedes der forhandlinger, der endelig førte til Freden i Hamborg i februar 1536, hvor Lübeck anerkendte Christian 3. som konge mod at få sine privilegier stadfæstede.
I efteråret og vinteren havde Landskrona, Krogen og Kalundborg overgivet sig, Malmø kapitulerede i april, og kun Varberg og København holdt stand, da de håbede på hjælp fra pfalzgreve Frederik. Denne fyrste havde ægtet Christian 2.s datter Dorothea, og da kejser Karl 5. lovede ham bistand til at gøre sine rettigheder gældende, var situationen ikke uden fare for Christian 3. Det gjaldt derfor om at skynde sig. Nederlænderne fik ordre til at udruste en flåde, men deres vrangvilje og en krig, der 1536 udbrød mellem Karl 5. og Frantz den 1. af Frankrig, hvori Christian 3. deltog ved et indfald i Groningen, forhindrede foreløbig dens afsejling, og da den endelig lå sejlklar, var det for sent.
Modstandernes sidste bastion falder.
København var nu blevet fuldstændig afspærret, men uagtet Varberg var erobret, og der herskede megen nød i byen, ville dog fyrsterne og det lille krigsparti, der lededes af borgmesteren Ambrosius Bogbinder, ikke høre tale om overgivelse og dæmpede borgernes modstand med våbenmagt. Først da alle forråd var opspiste, og hjælpen stadig udeblev, overgav byen sig den 29. juli 1536. Hertug Albrecht og greven fik tilladelse til at drage bort med deres folk, og borgerne opnåede næsten almindelig amnesti.
Slutfacit:
Krigen var således endt. Den havde dels været et mislykket forsøg fra Lübecks side på at genvinde sin fordums magtstilling i Norden, dels de uprivilegerede stænders sidste fortvivlede kamp mod de højere, for størstedelen endnu katolske stænder (bisperne og mange adelige). Borgerne og bønderne var ganske vist blevet overvundne, men ikke af adelen. Det var kong Christians tyske feltherre og tyske landsknægte, der havde knust modstanden og genoprettet retstilstande, og resultatet viste sig snart. Thi kongens sejr medførte den gamle katolske kirkes endegyldige fald. Efter samråd med de højere officerer og sine tyske samt enkelte danske rådgivere lod Christian 3. i august de i byen værende katolske bisper fængsle, og under et stærkt tryk måtte rigsrådet udstede en erklæring, hvori det godkendte det skete og lovede ikke at modsætte sig den evangeliske lære. Reformationens indførelse forberedtes således ved et kongeligt tiltag. På den snart følgende rigsdag i København i oktober 1536 viste det sig også, at kongen var den egentlige sejrherre, thi den håndfæstning, der udstedtes her, udvidede hans magt på flere punkter.
Norge havde under hele krigen holdt sig i baggrunden. Vel havde den katolske ærkebiskop Olav Engelbrechtsson søgt at frigøre landet fra dets danske afhængighed, men dels optrådte han meget svagt, men selvrådende, dels forholdt befolkningen sig ganske rolig, og i håndfæstningen bestemtes det nu, at Norge for fremtiden skulle være »som et ledemod af Danmarks rige«. Formelt gik derved Norges selvstændighed til grunde, men reelt blev Norge også fremover regeret som et eget rige, der blot havde konge fælles med Danmark. På samme rigsdag afskaffedes ved recessen af 30. oktober 1536 den katolske bispeværdighed, og Reformationen gennemførtes. Også her tog kongen løvens part, idet det rige bispegods tilfaldt kronen.
Således fik Danmark en retmæssig konge, afskaffet biskoppers misregimente, adelen sat på plads og fastlagt fremtidens tro. Fælles fjender bevirkede, at den dansk-norske og den svenske konge for en tid kunne finde grundlag for et samarbejde. Dette blev formaliseret ved aftalen i Brømsebro i 1541.
Under grevefejden stod Las Mikkelsen på Christian 3´s og Adelsmændenes parti, bl. a søgte han den 30. juli 1534 på Tinget at overtale de ophidsede bønder til at være hørige og lydige over for Lensmanden på Lundenæs.
Efter fejdens afslutning fik Las Mikkelsen som en kongetro mand lov til at beholde sine ejendomme i Obling, Bindelbøl og andre gårde i området ubeskåret, hvilket fremgår af et dokument af 8. marts 1543, der meddeler herredsfoged Las Mikkelsen i Nørherred brev på, " at efterdi han har bevist, at han ikke var med Skipper Clement, Thomas Riber eller dennes tilhængere, men har vist sig tro og villig mod Kgl. Majestæt og dennes krigsfolk, da må han og hans arvinger nyde den bondegaard i Obling i Bork sogn, som han nu selv ibor, saa fri og for saadan landgilde som han havde før fejden.”
På et tingsvidne af 3. juli 1522 var der oprindelig 3 segl, hvoraf de 2 er bevarede. Sandsynligvis er det første af disse Las Mikkelsens. Teksten i seglet kan ikke læses, men i midten af seglet skimtes en armbrøst.
Navnet på Las Mikkelsens hustru kendes ikke, men hun synes at være datter af herredfoged Bertel Lassen i Horne Herred, der nævnes omkring 1480. Denne antagelse støtter sig på, at Las Mikkelsens næstælste søn blev døbt Bertel, hvad der passer med gammel opkaldelsesskik
Niels Lassen Bindesbøl
Ved skiftet efter faderen fik Niels Lassen tillagt bondeskylden i svogeren Niels Sørensens gård i Sønder Bork. Desuden overtog han en af faderens gårde i Obling, Sønder Bork Sogn og besad denne som selvejer indtil sin død. Samtidig bestred han i en lang årrække hvervet som herredsfoged i Nørre Horne herred.
Han var født ca 1525 i Nr Bork og har taget efternavnet Bindesbøl efter området – han giftede sig med Maren Nielsdatter født 1525 og død ca 1607.
I 1534 blev kong Christian d 3. konge over Jylland, samme år gennemfører kongen reformationen og inddrager alt kirkegods.
- sept. 1536 blev skipper Clement halshugget og lagt på hjul og stejle og i samme år blev Kong Christian den 3. også konge over Norge samt resten af det danske rige.
Parret første barn Las Nielsen blev født ca 1546.
Kong Christian den 3. dør i 1559 og afløses af sønnen Frederik som fik tallet 2.
- Feb 1580 blev udgivet et såkaldt ”Aabent Brev”, hvorved Kongen, der vil have Koldinghus Len som sit eget fri Enemærke og i den Anledning har tilskiftet sig alt Adelen tilhørende Gods i Brusk. Andst, Endle, Holmundtz og Jarlo Herreder, bestemmer, at Lensmanden herefter skal have alle Præster og Degne. Kirke- og Præstetjenere i ovennævnte Herreder i Forsvar, konfirmere dem, naar de ere lovlig kaldede og kendte duelige af Bispen, have Ret til at bortfæste Kronens og Kirkens Parter af Tienderne og Kirkejorderne og raade for al anden Kirkens Indkomst, uden al enten Stiftslensmanden, Kapitlet eller Kantoren i Ribe herefter i nogen Maademaa befatte sig dermed. Han skal i Forening med Skriveren paa Slottet (osv. som i ovenstaaende Brev om Skanderborg Len, kun at der i Stedet for Stiftslensmanden i Aarhus Stift staar Stiftslensmanden og Kapitlet i Ribe
Omkring 1580 førte Niels Lassen en langvarig proces med naboen Jep Andersen om en markvej og en strimmel agerland, der gik syd om Jep Andersens Kaalgaard hen til et markled, og i århundrede derefter blev ejendomsretten til ovennævnte et stridens æble mellem Niels Lassens efterkommere og deres naboer.
I 1588 dør den danske kong Frederik den 2. og ny konge bliver sønnen Christian den 4.
Den 18. oktober 1600 bliver Niels Lassen Bindesbøl halshugget på Nørre Horne tingsted efter notater fra Biskob Peder Hegelund`s almanak blev Niels Lassen afsat som herredsfoged den 22. maj 1600 ved det 16. landsting, derefter blev hans sag, som efter sigende skyldtes, at han havde myrdet en ukendt person ordlyden fra tinget er som følger:
Maj 1600 22. Niels Lassøn bleff affsat. August 1600 16. Landssting. Niels Lassønss sag skal handlis tillandssting. 19. Afferdiget ieg Her lenss Giemssing oc Peder Varder til Bordbierg til Niels Lassøn. 23. Sandmend bleff reisd paa Niels Lassøn. September 1600 13. Sandmend offuersor Nielss Lassøn tillandssting. Oktober 1600 16. Nielss Lassøn Foget bleff dømt paa Nørherritz ting til steile oc hiul. 18. Nielss Lassøn bleff halsshuggen ved Nørherritz ting, dog lagd i en kiste, iordet ved Ting Høy.”
Efter ægteparrets død blev de gravlagt i Ådum kirke hvilket kostede den nette sum af 100 Rdl, grunden til at de blev gravlagte i Ådum skyldes sandsynligvis at de boede til aftægt hos en af deres sønner i Ådum sogn. Den høje betaling skyldes formodentlig et frikøbsbeløb for at få hans lig frigivet fra galgebakken.
Gårdejer og herredsfoged i Nørre Horne herred til før 1618, fuldmægtig for lensmanden på Lundenæs, kirkeværge i Ådum.
Generelle notater: overtog ved sit giftermål svigerfaderens gård i Bindesbøl.
Las Nielsen var lige som sin far herredsfoged i Nørre Horne Herred og var tillige fuldmægtig for lensmanden på Lundenæs.
I Las Nielsens tid som herredsfoged blev adskillige hekseprocesser behandlet. Den daværende præst i Aadum, Christian Pedersen, synes at have været særlig ivrig efter at forfølge hekse. Las Nielsen optrådte dels som hans hjælper i anklagen mod nogle af heksene, og dels som andre udlagtes og anklagedes forsvarer. I 1619 blev Johanne Hvidsdatter fra Gjedbjerg i Aal Sogn indstævnet for Viborg landsting. Det var præsten i Aadum, der til landstinget indkaldte kirkenævningene for at få deres dom bekræftet. Anklagen gik ud på, at Johanne og hendes søster Margrethe i langsommelig tid havde taget mælk og øl fra Las Mikkelsen i Bindesbøl og Anders Frandsen. Da Johanne var kommet i usattes maal (skænderi) med sidstnævnte, fordi han havde slået hendes ko, havde hun ved troldom taget livet af tvende øg. Desuden beskyltes hun for med sin troldums kunst og bedrift at have voldt præsten sygdom samt hans og Las Mikkelsens mors død. Det værste bevis imod hende var dog, at hun var "rømt og siden tvende gange af fængsel udbrudt og undvigt, hvilket hun og selv er gestendig (tilstår) og i så måde gerningen vedgangen".
Lensmand på Asmild Kloster, Niels krag til Agerkrog, under hvis forsvar Johanne Hvidsdatter må have hørt, lod på herredstinget optage et otte mands vidne over, at hun, før dommen fældedes over hende, i Las Nielsen i Bindesbøls nærværelse
bekendte ved Helgens Ed og oprakte finger, at første gang, hun bortrømte fra Aadum Kirke, " var Las Bindesbøl aarsag derudi, idet han befalede hende at drage ned til hans gaard, den dag Anne Staffensdatter blev brændt."
Las Nielsen i Bindesbøl blev af den anklagede beskyldt for at have bortfjernet 12 tavler bly fra Aadum kirke, som han "lod kaste over Groben paa Degnens Have" Denne beskydnings rigtighed bekræftedes af Johanne Hvidsdatters mand, Christian grøn.
Las Nielsen benægtede indigneret rigtigheden af denne beskydning, og landsdommeren tog da heller intet hensyn dertil.
Johanne Hvidsdatter blev dømt i henhold til den brændte Anne Staffensdatter bekendelser, på trods af Recessens bestemmelse om, at en misdæders ord ikke skulle stå til troende, og endvidere på grundlag af, at hun intet vidnesbyrd kunne fremlægge om, at hun havde forholdt sig ærligt og kristeligt " medens et ondt Rygte for Troldom havde påhængt hende".
Det gik ikke bedre for moderen Maren Christensdatter, hvis sag blev behandlet for Viborg landting senere på året. Det var atter Las Nielsen i Bindesbøl, der optrådte som anklager. Han lod indkalde for landstinget de kirkenævninge der havde, der havde oversvoret Maren Chritens trolddom, for at få"ders Ed og Tog kendt ved Magt".
Maren Christensdatter var udlagt af 3 andre troldkvinder: Karen Christens, Anne Staffensdatter i Odderup og endvidere af datteren Johanne Hvidsdatter. Maren Chirstensdatter havde boet i Obling i Sønder Bork og havde her lært troddom af en gammel kvinde. Hun blev anklaget for mange ting, der var set for 14-15 år siden. En kone vidnede, at hendes første mand Per Ibsen havde nægtet Christen Hvid noget af en stud, denne havde stukket ihjel for ham, og 4 år efter mistede de deres bedste svin, og det havde Maren Christensdatter gjort ved trodumskunstner; hun og Johan Hvidsdatter var 2 vitterlige troldfolk!
Maren Christensdaatter var så rømmet fra Sønder Bork til Aadum, og her optrådte Las Nielsen i Bindesbøl som hovedanklager mod hende. Maren Christens havde lovet ham ondt, og straks derpå blev et af hans øg sygt. I dombogen gengives ialt 12 vidnesbyrd imod hende.
Landstingets dom hævder, at vidnerne beviste, at Maren Christensdatter havde lovet folk ondt, "som dem i adskillige Maader er hændet". De fremmødte vidner bekræftede deres vidnesbyrd, og Las Nielsen i Bindesbøl fremstod for landstinget med oprakt finger og helgens ed og sigtede Maren Christensdatter som en vitterlig troldkvinde. Desuden havde trende misædere sagt hende skyldig i troldoms bedrift, og da der intet kunne fremlægges om, at hun havde skikket sig ærligt og kristeligt, men at hun tværtimod i langsommelig tid havde haft troldoms rygte og derpå var bortrømt, lod landsdommeren hende følge datteren og Anne Staffensdatter på bålet.
Aadumpræsten, der havde ladet Johanne Hvidsdatter fængsle, havde været ivrigt efter at få at vide, hvem hun var i ledtog med om sine troldomskunstner, og det lykkedes ham i fuldt mål. Hun bekendte d. 29 juni 1619 "en hel Hoben" om kvinder og en enkelt mand i sognet, som havde været med til hendes kunstner. Mange af disse blev indkaldt for landstinget, hvor sagen behandledes d. 22 april 1620. Mærkværdigt nok optræder Las Nielsen Bindesbøl, der havde virket så stærkt for at få Johanne Hvidsdatter og hendes mor dømt, nu som de sigtedes "visse Bud", d.v.s. Fuldmægtig og forsvarer. Dette kan kun forståes således, at han har stået i venskabsforhold til en eller flere af disse sognefæller. Han erklærede uden videre Johanne Hvidsdatters udlæggelse for løgnagtig digt og påfund, og deri landstingsdommeren ham medhold: Johanne Hvidsdatter var en misæder, som var "heden rette for Troldoms Bedrift", og det var ikke bevist, at de anklagede havde lovet noget ondt, som dem var vederfaret, og bekendelsen var ikke så nøjagtig, at den burde have nogen magt eller komme dem til nogen forhindring. Altså blev alle de udlagte fuldstændig frifundne.
Las Nielsen blev i 1595 udnævnt til kirkeværge for Aadum kirke. Han interesserede sig for kirken og dens udsmykning, idet han skænkede den både en prædikestol og en altertavle.
I 1754 fandtes på kirkens nordside et epitafium over Las Nielsen med hustru og børn.
Kirkens indre: Alterbordet er muret op og bærer kirkens firesøjlede renæssancealtertavle fra begyndelsen af 1600-tallet. Herredsfoged Las Nielsen Bindesbøl var kirkeværge og på et nu forsvundet epitafium stod der bl.a.
”Aar 1595 blev Las Nielsen Kircheværge oc iblant haver han ladet forbygge oc indsætte denne nye Altertavle oc Prædiche Stoel.”
Sandsynligvis er det kirkens nuværende altertavle og prædikestol, Las Nielsen omkring 1600 lod fremstille.
Altertavlens midterste felt viser et maleri af Nadveren. Til venstre et billed af Troen, til højre Håbet. Topstykket er Korsfæstelsen.
Alterstagerne er sengotiske, fra 1500-tallet. De har spor efter tre fødder.
Vi har ikke hans dødsdato, men hans hustru en Vistidatter var født ca 1550 og død omkring 1587. Hun var datter af Visti Pedersen – gårdejer i Bindesbøl (ca 1500-1550).
I hans år som herredsfoged fik Las Nielsen som vistnok også anvendte efternavnet Bindesbøl fik han også samlet en del gods og døde som en vehavende mand, rækkefølgen fortsættes med sønnen Niels Lassen 1568-1631.
Niels Lassen blev født i 1568 på gården i Bindesbøl ved Ådum – han overtog en gård i Grimlund ved Hoven (sandsynligvis hans kones fødehjem) og han blev forholdsvis tidligt herredsfoged efter sin broder i Øster Horne Herred , der har ikke været muligt at finde noget fra den tid, så det formodes, at han har haft stillingen til sin død i 1631, han blev først gift med Sofie Nielsdatter som var født i Grimlund i 1570 - de fik sønnen Chresten Nielsen ca 1590. Derefter blev Niels gift med Sidsel Hansdatter og de fik børnene Maren Nielsdatter født i 1625 og Niels Nielsen.
Efter Niels`s død overtog hans broder Visti Lassen stillingen som herredsfoged.
Niels`s søn Chresten Nielsen var født i Grimlund ved Hoved ca 1590 – død samme sted ca 1632 – intet navn på hustruen, men han fik 2 sønner nemlig Thyge Christensen ca 1610-1677 og Christen Christensen ca 1630-1716.
Thyge Christensen født ca 1610 i Grimlund ved Hoven og døde ca 1677 i Sdr. Vium - han blev gift med Maren Thygesdatter – alder ukendt og de fik en kendt søn:
Laurits Thygesen født ca 1655 i Sdr. Vium – død 1730 i Tarm blev først gift med Sidsel Pedersdatter født ca 1660 – dernest med Else Nielsdatter født ca 1672. Han fik ca 6 børn med sin første kone Sidsel – heriblandt Sidsel Lauritsdatter født ca 1681 og Thyge Lauritsen født ca 1683.
Thyge blev også benævnt Stengård – sandsynligvis har deres gård haft det navn – i Sædding kirkebog ses, at i 1703 stod Laurits fadder til et barn og i 1707 den 30. aug nævntes Johanne Stengård og Karen Stengård samt i 1710 den 23. feb Niels Stengård i kirkebogen. Disse er sandsynligvis børn af Thyge– i året 1712 blev Else Nielsdatter begravet, hun var hans anden hustru. Thyge Lauritsen`s søster Apelone Lauritsdatter født ca 1681 i Sdr. Vium – gift med Just Jensen ca 1680-1751 – de fik ca 6 børn hvoraf Jens Justesen født 1716 er det fortsættende led – han blev gift 4. maj 1747 i Janderup Kirke med Ane Cathrine Jesdatter født ca 1725 i Janderup – hun var datter af Jes Poulsen ca 1694-1728 og Anne Sørensdatter ca 1695-1766 – gårdejere fra Janderup. – Ane døde ca 1805 i Janderup – da havde hun produceret ca 10 børn og her er Maren Jensdatter fortsættelsen.
Friisgård er en slægtsgård beliggende i Hyllerslev ved Janderup i Vestjylland, og har været i familieeje gennem mange generationer. Familiens oprindelse er lidt uklar, men der er fundet en start i området omkring Mariager, hvor der i ca 1520 blev født en mand ved navn Niels Pedersen Bloch, som havde en ret fremtrædende position i området, som herredsfoged, idet han optrådte i adskillige samlinger, hvor hans stempel var blevet anvendt.
Det tog kun kort tid efter, at Niels Broch var udnævnt til herredsfoged, at han blev benævnt som sidste mand blandt tingmændene, altså som en af de klogeste og mest velansete. Han blev angivet som boende i Rold, og det første bevis der er på hans embedsførelse har vi fra Tinget 4. jan 1533 – da der gives Niels Bloch – herredsfoged i Hindsted herred – livsbrev på indtægterne fra broen udenfor Hobro, mod at han sørger for vedligeholdelsen på egen bekostning og uden at bruge træ fra kongens skove. Udover indtægterne fra passage på broen måtte nyde alle tilliggende rettigheder, mod at yde Erik Banner, eller hvem der måtte have Hindsted herred i pant eller eje, mod en årlig betaling af 4 pd korn. Dette var uden tvivl en særdeles god forretning, for bompengene kunne andrage særdeles mange penge.
Som omtalt tidligere i bogen kom grevens fejde til at gribe meget forstyrrende ind i tidens økonomiske forhold.
Selv om det mest logiske for Niels Bloch at støtte skipper Clement i opgøret i en tid hvor nordjyderne var skapt opdelt i 2 lejre, men han har åbenbart kunne agere stille og uden at provokere, idet der ikke er nogen klar tilkendegivelse af, hvilken side han støttede, idet han som retspræsident med kongelige begunstigelser har kunnet lade sig flyde udenfor.
Uanset hvordan han har ageret blev han imidlertid efter oprøret frataget ejendomsretten til sit jordiske gods i lighed med så mange andre.
Niels Bloch var imidlertid ikke en mand som opgav på forhånd og satte sig ned og klagede sin nød, derimod blev han ved med prøve at få uretten lavet om. Sammen med en Søren Ørn havde han været ejer af en gård i Hørby som hed Vestergård, og beboedes af Søren Ørn og Niels Andersen, hans fader Peder Bloch ejede samtidig en anden gård i Hørby hvor han selv boede – endvidere ejede Søren en gård i Tobberup og endnu en halvpart i en anden gård samme sted.
Først i 1543 kronedes deres anstrengelser med held sammen med flere andre selvejere i området at få ejendomsretten tilbage over deres bøndergårde, hvorefter de skulle have de samme rettigheder som forhen.
De kom dog ikke gratis til dette, af flere dokumenter fremgår det at der har måttet erlægges en kontant afgift til kongen, og at Niels Holch ikke har lidt tab af anseelse fra sit embede, kan man se, idet det var ham, som på kongens vegne skulle indkræve pengene.
Der blev imidlertid hurtigt sået tvivl om omfanget af rettighederne til de genkøbte gårde, da der naturligvis altid var nogle, som regnede med at have profiteret af inddragelsen. Kongen så sig nødsaget til at sende breve til 3 landsdommere og til Niels Bloch for at få afsagt endnu en dom over nogle af kronens bønder i Hindsted skulle have ment sig berettiget til mere end der stod i den tidligere dom, hvad angik rettighederne til at lade deres svin gå løs i kongens skov uden at betale den forhadte oldenafgift, dommen gik disse bønder imod, men det er uklart hvem der skulle håndhæve dette påbud, og om det blev gjort.
Mange år senere i 1636 var der på ny røre om rettighederne, idet lensmanden på Ålborghus Gunde Lange ville have omtalte gårde forpligtiget til at udføre hoveriarbejde for slottet, det har været en alvorlig torn i øjet for ham ikke at kunne disponere over disse bønder, som han kunne over de andre under kronen.
Der blev indledt en ny retssag, hvoiblandt de indstævnede var borgmester Laurits Nielsen og rådmand Søren Bloch i Hobro (muligvis en sønnesøn til Niels Bloch) endvidere herredsfogeden i Hindsted herred Jens Sørensen Bloch – hans søster Kirsten, som var enke efter selvejer Anders Thomsen i Klejtrup og formodentlig flere slægtninge.
Disse havde selvsagt alle intentioner om at imødegå kravene fra Ålborghus, og under retssagen blev der af rådmand Søren Bloch fremlagt de kongelige breve af 1543, hvori kongen bekræftede de trufne afgørelser og hvoi det hed at de pågældende skulle beholde og nyde de fordele som de havde før Grevens fejde.
Endvidere blev der fremlagt Frederik d. 3.`s stadfæstelse og dom af 20. jun 1572 som godkendte et af Niels Blochs m.fl. udstedte pergamentsbrev hvoraf det fremgik, at Ane Simonsdatter i Døstrup til sin sønnedatters mand Christen Nielsen i Møldrup solgte den af hende samt en anden beboede gård i Døstrup.
Gården havde hun arvet efter sine forældre og disse havde købt den af kongen med alle de omtalte rettigheder, samtidig blev der gjort gældende at alle de implicerede i sagen havde over 12 mils vej til Ålborghus, og det derfor ikke kunne gøres krav gældende for dem. Der ses ikke flere papirer om sagen, så den er sandsynligvis blevet opgivet.
Efterfølgende findes der mange sager, hvor Niels Bloch er nævnt med udfærdigelse af domme og udførelse af samme. Han var bl.a. med i udfærdigelsen af pergamentbrev af 1554 og 1555 som omhandlede hhv grænsen mellem Hørby Mark og Øls, Hannerup og Røgdrup marker, samt skellet mellem Hindsted og Onsild herreder.
I 1560 får ham brev underskrevet af kongen på den til kronen hørende gård i Rold som beboes af ham – den skal tilhøre ham så længe han lever og kan vedligeholde gården. Han skal svare sædvanlig afgift og holde gården i god stand – han må ikke overdrive hugsten i den tilhørende skov, endvidere skal han være lensmanden i Ålborg lydig.
Udover disse fordele har han i hele sin tid som herredsfoged været fri for den skat som blev benævnt landgildeydelse, som vel på det nærmeste kan betegnes som en ejendomsværdiskat efter nutidens normer.
Niels Bloch har haft ejerskaber i en masse forskellige gårde og ejendomme i området, bl. a. ved arv og byttehandel m.v. herunder har været Neder Houdals Mølle og gården Vestergård i Hørby, Valgård og gårde i Hørby.
I 1564 udgik der kongeligt brev til kansler Anthoni Bryske og Niels Bloch med påbud om at hjælpe så meget som muligt med til at føre en sag for Jørgen Lykke til Overgård som var lensmand på Mariager kloster, som agtede at forfølge en sag mod fru Agathe Poqwich om uenighed om ejerskabet af det såkaldte Louenkær mellem Visborggård og Havnø, et område som i tidens løb gav retsvæsenet meget at bestille.
I 1560 havde Viborg Landsting stadsfæstet en dom, hvori Niels Bloch som dommer havde udfærdiget et afgørelse gående imod Jørgen Lykke og ikke givet denne nogle rettigheder.
Selv om sagen blev prøvet igen blev resultatet det samme og det har jo nok ikke stemt Jørgen Lykkes humør mildere, i hvert fald har han prøvet ved flere lejligheder at få ram på Niels Bloch, bl.a. forsøgte han at ramme Niels Bloch i 1571 med en påstand om, at denne ikke havde betalt skat i 30 år.
Niels Bloch var herredsfoged i Hindsted herred gennem ca. 40 år og i den tid havde han hyppigt besøg både af konger og øvrighedspersoner, bl. A. Christian den 3. i 1561.
Området ved Rold var i den tid af megen stor betydning, bla.a. var der en værdifuld ejendom fra Valdemar Sejrs tid som via Erik Plovpennings døtre og under Dronning Margrethe d. 1. atter var kommet under kronens eje.
Rold og omegn har gennem århundreder været et knudepunkt for trafikken fra det nordjyske område ned gennem landet og til Tyskland, ruten har haft forskellige navne såsom oksevejen – hærvejen m.v. – det er naturligvis ikke rart at bo lige ud til en sådan trafikåre, hvor det var alle mulige både alm studedrivere hærenheder og lovløse som færdedes.
I 1592 er der en senere beboer af Niels Blochs gård i Rold som fik fritagelse for landgildeydelser fordi gården lå på alfar vej og var meget belastet af gæstebud af alle arter (der var sandsynligvis tale om hans svigersøn Christen Kjeldsen)
Niels Bloch døde i 1573 og efterlod sig enken Kirsten Jensdatter og en stribe børn, der nævnes et tal på 14, som endog næsten alle opnåede at blive voksne.
Niels Bloch havde på grund af sin stilling som var opnået p.g.a. af egne evner havde været i stand til i høj grad at få sine børn godt i vej, og det faktum af både jsønnen Jens Bloch – dennes søn og igen sønnesønnen beklædte stillingen som herredsfoged i tilsammen ca 150 år viser en usædvanlig grad afklogskab og taktiske evner som rakte til også efter hans død.
Hans efterfølger i embedet hed Søren Nielsen Bloch født ca 1550 i Rold ved Mariager, han fortsatte sin fars embedsførelse til omkring 1620, hvorefter han ikke mere er at finde i sagsakterne.
I året 1575 blev han nævnt som tinghører i Hindsted Herreds Ting. På den tid har han taget bopæl i Store Arden, hvor har så vidt vides havde fundet en enke med gård og formue som han giftede sig med. Der var tale om enten en enke eller datter af den tidligere beboer Jens Dall.
Men ellers var han fast forankret i sin stilling som han beklædte i over 40 år, hvor han udviste en nidkærhed og fremdrift i inddrivelse af skatter og bøder, som der sikkert er faldet en procentdel af til ham, og der har været en del eksempler på begærlighed efter jordisk gods, og forsøg på genoprettelse af gamle rettigheder i så høj grad, at han til sidst bragte ham i en uheldig situation.
Under et tingset den 12. nov 1577 opnår han som gårdejer i Store Arden og som herredsfoged i Hingsted herred brev på at han indtil videre blev fritaget for at betale landgilde, og anden form for afgifter som eller var pålagt hans gård. Herved kan det bekræftes at han arvede herredsfogedtitlen efter sin far, medens faderens gård i Rold sandsynligvis er gået til en datter og svigersøn, Mette Nielsdatter Bloch og Christen Kjeldsen.
Desværre kunne Søren Bloch ikke lade sig nøje med hvad han havde – gård og sit faste embede – han var konstant på udkig efter nye muligheder for at skumme fløden. En af disse muligheder som han troede kunne give udbytte var en bro i Hobro som han efter sin fader i samarbejde med byrådet havde fået overdraget var netop blevet istandsat på lovlig vis med gode stærke sidestykker til sikkerhedsværn og pæle og stenbro ved begge ender, så det var solidt bygningsværk.
Senere fik Søren Bloch at vide at den pligtige afgift af broen som var 4 pd korn om året ikke var blevet betalt, der var derfor rørte vande at fiske i, derfor henvendte han sig til lensmand Bjørn Andersen for at få afgiftsrettigheden overført til sig selv, det fremgår dog af et kongeligt brev af 3. sep 1583, at han ikke havde fået noget ud af sine rænkesmederier, idet kongen nærede betænkeligheder ved at ophæve og overføre afgiftsbetalingen, da der var betalt hvad der svarede til ”en hel hob øskne” for opbygningen (en hel flok okser) og samme dag udgår der fra øvrigheden en ryllerskrivelse med advarsel til borgmester og byråd i Hobro, om at få rettet op på den manglende betaling.
Da Søren Bloch ikke havde held med sig i sagen om broen, gik han straks i gang med at prøve andre veje for nye indtægter og den 18. jun 1584 opnår han, som for længst har opdaget at tilbageholdenhed ikke øger fortjenesten, at få rettigheden til Rold Mølle uden afgift. Møllen som var nedbrændt og kun delvist genopført, skulle han færdiggøre og siden vedligeholde. Ifølge skatteopgørelserne fra 1600 og fremover var var registreret som skattebetaler for også en ejendom som hed Bodal i Valsgård sogn, en ejendom som skulle have været i hans families eje i et par generationer som selvejergods.
I 1605 er han opført som fæster af kongetienden for Døstrup sogn, det vil sige, at han mod at stå for opkrævningen har en andel af skatteindtægterne, det var ikke ualmindeligt på denne tid, at adels- og øvrighedspersoner havde disse fæstemål, de havde jo som regel medarbejdere, som kunne stå for opkrævningen uanset hvilke midler der måtte tages i brug for inddrivelsen af skatterne.
Omtrent på samme tid bliver en gård i Arden, som tidligere havde tilhørt en Christen jensen og stået øde i nogle år beilget ham i fæste, da der officielt ikke var andre, som var interesserede – han får den også til nedsat afgift og det menes, at han havde den i ca 10 år, hvorefter den bliver afgivet (måske tvungen).
Han havde ligesom sin fader en andel af møllen i Neder Hodals ligesom han også har haft andele i flere ejendomme i Hørby.
Hans virke som herredsfoged er der også gemt en del skrifter om, mange tingsvidneudsagn er bevaret i original skrift og der er også en del domsfældelser med hans underskrift, disse papirer vidner om en god uddannelse og skrivefærdighed. I 1580 stadfæster Landstinget en af ham afsagt dom, hvorved en fæstebonde som fraflyttede sin gård til Mikkelsdag den 29. sep, medens den 1. maj var den normale flyttedag, blev frikendt for at skulle betale sine ydelser i den resterende tid. Søren Bloch havde påberåbt sig almindelig skik og brug på egnen og hans synspunkt blev godkendt.
Senere er han med i en meget ubehagelig sag, hvor en mand på Hingsted ting bliver dømt for at have stjålet en sæk med og taget den med til Volstrup Mølle og efterfølgende hængt. Året efter kommer der imidlertid et vidne fra Visborg Birk, som kunne bevise, at den omtalte sæk var mandens ejendom, og at han derfor var blevet uskyldigt dømt.
Han afsagde igen i 1590 en dom som kom videre til landsrettet og blev stadfæstet, det drejede sig om en sag mod Jørgen Lykke, som også hans fader havde haft kontroverser med, han havde fradømt Jørgen Lykke et stykke eng på Budslet i Als Mark, hvilket blev godkendt.
Søren Bloch skulle også få med broen i Hobro at gøre som dommer, idet byrådet i Astrup som tidligere havde ydet afgiften til Niels Broch nu nægtede at betale, havde Søren Broch dømt dem pligtige hertil, uanset at Astrup lå 2 store mil fra broen i et andet herred og der var 3 broer i Astrup sogn at vedligeholde.
I en domsafgørelse af 14. jun 1593 afsagde kongen og rigsrådet dom i sagen og erkendte heri, at Søren Bloch ikke havde kunnet træffe anden afgørelse, men under hensyntagen til sidste forleningsbrev hvor der ikke var lagt forpligtelse på bønderne i hele Hindsted herred, men kun var nævnt de i omegnen af Hobro boende bønder, skulle Astrups bønder fritages for afgiften, medmindre aftalebrevet fra Niels bloch skulle komme til veje igen, idet Astrups bønder specielt var nævnt heri.
Søren Bloch kan således siges, at have håndhævet sin gerning på udmærket vis, og da han var særdeles velstillet efter hans jordiske gods at dømme, var der således lagt op til en ærefuld levnesafslutning, men det skulle ikke være sådan.
Hans evindelige pengebegær, specielt med hensyn til håndhævelse af særlige rettigheder bragte ham i et uføre, som han åbenbart ikke kunne komme ud af ved egen hjælp.
Ifølge Ålborghus lensregnskabet for 1616-19 er der af hans svoger Christen Kjeldsen blevet anlagt sag mod Søren Bloch fordi han tillod at hans svin gik på oldenjagt i kongens skove ved Arden, dette medførte et erstatningskrav på 100 rd, hvilket beløb Søren Bloch skulle betale uagtet det ikke var bevist, at det var hans svin, i en senere fortegnelse påstod Søren Bloch, at det var hans egne arealer svinene havde gået på, og at hele sagen beroede på en misforståelse, og han slap for at betale bøden.
Det har dog svækket hans anseelse i en grad, så dette muligvis er begrundelsen for at hans fæste på ødegården i Arden blev ham frataget, han var dog stadig herredsfoged yderligere et års tid.
I 1619 indbragte hans søn Jens Bloch en sag for retten i sin faders sted og den afsagte kendelse var grund til en del polemik, hvor Søren Bloch blev tilsagt at møde og forsvare dommen. Også året efter var der en sag hvor sønnen Jens åbenbart havde foregrebet tingenes tilstand og udvirket afsigelse af en dom, som faderen senere måtte annullere.
Jens overtog dog mere og mere af hvervet som herredsfoged sideløbende med, at han havde faderens problemer at slås med, idet svinene igen gik på rov, men igen slap søren Bloch for at betale de såkaldte oldenpenge, idet det blev påvist, at det var hans egen skov de gik i, og han havde jo stadig kongens brev om friholdelse for afgiftsbetaling.
Kort tid efter overlader han gården i Arden til sin søn, mod aftægtsydelser til forældrene resten af deres levetid.
Søren Blochs øvrige ejendomme er der ingen direkte klarhed over hvortil de er gået, det eneste omtalte er Rold Mølle som Søren stadig ejede, men den overgik senere til Jens Bloch.
Kort tid efter overlader han gården i Arden til sin søn, mod aftægtsydelser til forældrene resten af deres levetid.
Søren Blochs øvrige ejendomme er der ingen direkte klarhed over hvortil de er gået, det eneste omtalte er Rold Mølle som Søren stadig ejede, men den overgik senere til Jens Bloch. Jens Sørensen Bloch var født i 1594 – død i 1654 – gift med Karen Jensdatter 1594-1666 overtog herredsfogedarbejdet efter sin far og farfar – begyndte sin virke på et tidspunkt mellem 1620 og 1625 hvor hans fader døde og der er ihvert fald 1 episode vi har omtale fra:
Under Viborg landsting 10. jan 1633 havde Oluf Jensen i Handerup stævnet Jens Thamesen for en dom han havde fået over ham på Hindsted herredsting ang. En sum penge som Anders Kjeldsen i Handerup var Jens Thamesen skyldig efter et skadeløsbrev som Oluf Jensens hustru Ane Sørensdatter, der havde været gift med omtalte afdøde Anders Kjeldsen og hendes børn skulle have udstedt og som var underskrevet af Knud Jensen i Gammelholm havde underskrevet til vitterlighed.
I sagen blev herredsfoged Jens Bloch også indstævnet som medansvarlig idet han var i familie med de indstævnede.
Resultatet af sagen kendes ikke.
Hermed afsluttes Bloch-sagaen og vi kører videre med søsteren til Jens Sørensen Bloch – Kirsten Sørensdatter Bloch født ca 1600 i Arden ved Mariager død i 1642 i Klejtrup, hun blev gift med Anders Thomsen født ca 1600 i Klejtrup – søn af Thomas Andersen – de rejste til Janderup i Vestjylland hvor de fik ca 10 børn på Friisgård som de havde overtaget ca 1630 og som skulle blive familien Friis`s hjem i mange år. 3 af børnene var:
Søren Andersen Friis født i 1637
Kirstine Andersdatter Friis født i 1639
Birgitte Andersdatter Friis født i 1645
Ca 1637 blev sønnen Søren Andersen Friis født – han døde i 1705 samme sted – blev gift med Anne Nielsdatter født ca 1640 i Børsmose Ål sogn – de førte Friisgård videre og fik også en børneflok på ca 10, heraf:
Anders Sørensen Friis født i 1668
Søren Sørensen Friis født i 1670.
Anders Sørensen Friis var født i okt 1668 på Friisgård i Hyllerslev – han døde den 1. apr 1720 - han blev gift med Mette Mathilde Hansdatter født ca 1666 – datter af Hans Hansen og Anne Nielsdatter – hun døde i 1731 – begravet 16. okt 1737 på Janderup kirkegård – de fik mindst 8 børn:
Ellen Andersdatter Friis født i 1693
Hans Andersen Friis født i 1695
Ingeborg Andersdatter Friis født i 1698
Anne Andersdatter Friis født i 1701
Kirsten Andersdatter Friis født i 1704
Søren Andersen Friis født i 1706
Peder Andersen Friis født i 1709
Inger Andersdatter Friis.
Fortsættende led på Friisgård er Hans Andersen friis født i 1695 – han var gift 2 gange og særdeles produktiv – han døde 25. jun 1760. Han var først gift med Anne Christensdatter den 14. dec 1721 i Janderup kirke med Anne Christensdatter hun var født 1703 i Hyllerslev – død i 1736 og de producerede mindst 5 børn:
Inger Hansdatter Friis født i 1724
Christen Hansen Friis født i 1727
Mette Hansdatter Friis født i 1730
Anne Hansdatter Friis født i 1732
Hans Hansen Friis født i 1735.
Den 2. nov 1736 blev Hans Andersen Friis gift i Janderup kirke med Anne Bertelsdatter født ca 1710 i Outrup sogn – resultat yderlige mindst 6 børn:
Anne Hansdatter Friis født i 1738
Bertel Hansen Friis født i 1740
Hans Hansen Friis født i 1742
Peder Hansen Friis født i 1744
Anders Hansen Friis født i 1748
Maren Hansdatter Friis født i 1750.
Dernæst kom Anders Hansen Friis født 1748 – død den 20. sep 1824 - gift den 1. feb 1788 i Janderup kirke med Maren Jensdatter født 1769 i Janderup sogn – død 6. apr 1850 – de fik mindst 5 børn:
Jens Just Severin Andersen Friis født i 1788
Hans Andersen Friis født i 1791
Karen Andersdatter Friis født i 1793
Anne Andersdatter Friis født i 1796.
Så fulgte Hans Andersen Friis født 1791 – død 23. feb 1866 – gift med Ane Kirstine Hansen født 1789 – de fik ingen børn med derimod en plejedatter:
Andrea Katrine Hansen Friis født 1827.
Hans Andersen Friis`s plejedatter Andrea Katrine Hansen Friis var født i 1827 – blev gift den 16. okt 1852 i Janderup kirke med Ulrich Adolph Bech Jensen født den 19. jan 1824 – søn af Jens Jacobsen og Johanne Catrine i Lydum – de fik 3 kendte børn:
Ane Kirstine Ulrichsen født i 1854
Hans Friis Ulrichsen født i 1856
Jens Jacobsen Ulrichsen født i 1859.
Som den sidste ejer af Friisgård vi medtager er Jens Jacobsen Ulrichsen født i 1859 og han blev gift med Ane Maria Lauridsen født 1859 i Sdr. Bork.
Fra denne linie er det Jens Just Severin Andersen der er fortsættende led.
Strangesen Bild Linien:
Niels Clausen Strangesen Bild var født i 1506 i Ringkøbing og døde i 1546 samme sted – i mellemtiden var han blevet gift med Karine Pedersdatter født ca 1505 - Han boede i en periode på Nørholm gods, som han dog ikke ejede iflg de officielle papirer – det gjorde først hans fader og efter dennes død hans moder Karen Pedersdatter Væbner, hvorefter hans broder Otto Clausen Strangesen Bild overtog i 1524 og havde godset indtil 1571, derefter denne hustru og senere en anden broders søn Claus Ottesen Bild Strangesen i perioden 1571-1596 – derefter kom Lange familien ind indtil 1631, hvorefter Vind familien overtog også Nørholm gods.
Niels Clausen forældre var Claus Strangesen Bild 1465-1511 – født i Ringkøbing og død i Nr. Horne herred – gift med Karen Pedersdatter Væbner født ca 1470.
Claus Strangesen, der kendes fra en forsegling fra 1497 og fra en pantsætning af noget gods i Rugsø Herred i 1509, var død 1513, da hans enke Karine Pedersdatter dette år tilskødede kongen noget gods i Skjern og Bølling sogne.
I 1522 blev Nørholm af ukendt årsag hende fradømt, men hun fik af kongen tilladelse til at beholde gården mod at betale 1000 gylden. 1524 fik hun med sine sønner ved mageskifte med kronen al kirkens rettighed i Nørholm med en del gods, hvorimellem Uhregård, er tilskrevet sønnen Otto Clausen (Bild).
Otto Clausen (Bild), der døde den 7. september 1571, var gift med Dorthea Clausdatter Daa, der efter mandens død blev gift med hr. Ole Juel til Kjeldgård. Over hende og hendes to mænd findes der en ligsten indmuret i koret i Tistrup kirke.
Otto Clausen og Dorthea Daas søn Claus Strangesen (Bild) overtog gården efter faderens død. Han er født den 2. august 1553 og døde 1596. Han var gift med Anne Skram Iversdatter.
I 1580 sælger Claus Strangesen (Bild) en del bøndergods – herimellem Uhregård – til Laurits Skram fra Hastrup, og efter den store proces i 1582 tilhører Uhregård så denne slægt i nogle årtier.
Laurits Skram er født den 9. juni 1530 som søn af landsdommer Erik Skram og hustru Maren Lauridsdatter Løvenbalk til Tjele, og han døde den 6. oktober 1587 på Hastrup. Han blev gift den 5. september 1557 med Maren Bille og kom herved ind i et anseligt og indflydelsesrigt svogerskab. Maren Bille er født den 6. juli 1537 som datter af den kendte adelsmand Claus Bille og hustru Lisbet Ulfstand, og hun døde den 28. april 1607.
Claus Strangesen`s fader var Strange Nielsen Bild (1415-1498) gift med Anne Clausdatter Lange født ca 1445 – han var ejer af både Nørholm og Uhregård, som der her er en historie om:
Kilderne til Uhregårds historie findes som indlæg i en proces om ejendomsretten til denne gård, som førtes i året 1582. Det tidligst daterede indlæg i denne sag var et referat af et skiftebrev udstedt den 13. december 1490 i anledning af Strange Nielsens død, hvoraf det fremgik, at Uhregård da hørte under Nørholm og figurerer blandt det mellem Strange Nielsens enke og børn udskiftede jordegods.
Det næste indlæg i ovennævnte proces er et tingsvidne, udstedt 23. september 1499 på Øster Horne Herredsting, som fortæller os, at en vis Adser Stormsen er mødt på tinget som fuldmægtig for fru Herluf (Helle Knob, enke efter Tyge Kalb til Tvenstrup) og kræver at Ebbe Strangesen skal fremlægge sit adkomstbrev til Uhregård. Samme dag var Ebbe Strangesens fuldmægtig, Tøste Pallesen, også mødt på tinget og imødegik straks Adser Stormsens krav med et snarrådigt svar om, at han skulle komme til at undgælde for det, dersom han ubeføjet var kommet for at rokke ved Ebbe Strangesens hævd på Uhregård.
Det er vanskeligt at udtale sig om, hvorvidt Strangesen- eller Bildt-slægten på Nørholm virkelig har været de retmæssige ejere af Uhregård i det 15de århundrede eller, om der kun har været tale om forlening fra kronens side, som på grund af sin lidenhed er forblevet upåtalt og uopsagt i så lang en årrække, at man til sidst har glemt det egentlige forhold og har regnet gården for Nørholms tilhørende fæstegård. Det forhindrer jo ikke, at Kong Hans virkelig på et eller andet tidspunkt har givet Tyge Kalf eller hans enke fru Herluf skøde på Uhregård, hvad disse ætlinge, brødrene Krog til Agerkrog ved processen i 1582 søger at bevise med et skødebrev fra salig og højlovlig Koning Hans’s tid tilligemed en del klagebreve fra tidligere processer.
Efter Ebbe Strangesens død, søger broderen Claus Strangesen at befæste den arvede ret til Uhregård ved i 1513 at få udstedt et 24 mands ”tov” (vidne) på, at ”Uhregård i Fordums Tid havde tilhørt Nørholm og var med rette Claus Strangesen tilhørende”. Han døde samme år, og enken Karen Pedersdatter (Væbner) ejede Nørholm indtil ca. 1524, da sønnen Otto Clausen (Bild) synes at være trådt i hendes sted som ejer. Efter dennes død i 1571 overgik Nørholm til en søn Claus Strangesen (Bild).
Men i 1580 afhænder Claus Strangesen på Nørholm en del gods, hvorimellem Uhregård også er nævnt, til Laurits Skram på Hastrup.
De mange ejendomsstridigheder giver ikke noget sikkert bevis for ejerforholdet til Uhregård, men alt tyder på, at Dronning Margrethe eller Kong Hans har skødet gården til Tyge Kalf til Tvenstrup og Jernit, der var gift med Helle Knob.
Næste tidligere generation var Niels Strangesen Bild ca 1360-1424, der er ikke meget information tilgængelig om ham udover, at var var rigsråd og den officielle stamfader til den nyere Strangesen slægt – han var gift med en tysk adelsdame som hed Ingeborg Volradsdatter Dosenrode – død ca 1440.
Alle disse optegnelser må naturligvis tages med et gran salt, der er så mange forskellige oplysninger, som hver især trækker i forskellig retning, men da der her kom en del lokalinformation med, har jeg taget mig den frihed at sætte det op som fakta. Selv i den officielle adelskalender samt i andre mere eller mindre officielle lister er der tilfælde hvor forældrene er yngre end børnene, og det bliver ikke venligt optaget, hvis man oplyser om dette forhold, men sådan er livet jo, i denne bog er det i hvert fald ikke tilfældet.
